Nu stod jeg, mildest talt voksen, halvvejs gennem mit fjerde tiår, nær en ruin af et tyrkisk fort, højt over Sava (som jeg troede var Donau, men den løb på den anden side af Beograd). En lang, sort pram var på vej forbi.
Åh, flodens endeløse glitren og så denne lange pram. Hvem elsker ikke flodpramme, hvem tænker ikke på Huckleberry Finn eller Venedig ved synet og lyden af denne sagte gliden. Jeg burde have været lykkelig. Der var engang, hvor man ikke syntes, man skyldte naturen at glæde sig over den; hvor den bare var et helvedes mas; eller noget, der stak, når man som en vild stormede igennem den; hvor man ikke identificerede det som en mangel i en selv, hvis den ikke åbnede sig for en – og som sød, hvid hvede faldt trin for trin ned igennem sjælen.
Åh, er min sjæl blevet for tyk?
Er den vintret til?
I samme serie
1. Camilla and the Horse
2. Camilla og resten af selskabet
3. Selskabet gør op
Show more