Otte markante kvinder fortæller om et kvindeliv med magt: rørende, inspirerende og ærlige historier om alt fra atomkraft til lukkelov, om at skulle tie stille og se sød ud, om badekar-notater, Carmen Curlers, kvindefester, pigeklubber og fru Mortensens stamtræ – og om kærlighed, familieliv og venskaber. Ritt Bjerregaard, Lone Dybkjær, Britta Schall Holberg, Grethe Fenger Møller, Jytte Hilden, Mimi Jakobsen, Marianne Jelved og Pia Kjærsgaard blev de første kvinder på en perlerække af samfundets tungeste poster. Deres fortællinger illustrerer Danmarks udvikling, fra dengang i 70’erne, hvor magt var noget med mænd, til 00’erne, hvor kvindelige partiledere pludselig var reglen snarere end undtagelsen. Kvinderne måtte undervejs opfinde nye omgangsformer og søge politisk indflydelse, mens de forsøgte at styre udenom sexfælder og tøsefag og var udsat for nedladende fremstillinger i pressen. De har bl.a. grinet, flirtet og analyseret sig frem til deres mål, og de vandt magt, respekt og gennemslagskraft. Men de har også gennemlevet opsigtsvækkende politiske stormvejr, været udsat for ondskabsfuld sladder og tabt nogle afgørende slag. Kvinderne, der alle er født i 1940’erne, var så få, at de kunne få øje på hinanden – og Danmark kunne få øje på dem. Men de var også så mange, at de kunne gå efter magten. Fortællingen om ’Da kvinder tog magten’ er 40 års politisk historie og 40 års kvindeliv fortalt af stærke kvinder, som gik forrest, dengang det var svært – og som banede vejen for de kvinder, der kom efter.
Show more