Deadline 2000: Remix fra 90'erne
  
Share this book    
1990'erne er de hurtige tendensers og de knitrende fragmenters årti - på tærsklen til det nye millennium.
Med den håndholdte parabol pejlet ind på tidens frekvenser rapporterer Henrik List fra info-orkanens øje. "Deadline 2000 - remix fra 90'erne" er en gennemredigeret og gennemskrevet samling af artikler og anmeldelser, features og essays fra det sidste årti i det 20. århundrede. En kulturjournalistisk statusopgørelse over 90'erne - afspejlet i musik, film/TV og litteratur.
Fra Patrick Bateman til discoens renæssance, fra techno-raves til hårdkogte krimier, fra Tarantino til gangster rap, fra japanske manga-tegneserier til amerikanske ghetto-natklubber, fra James Ellroy til Den Gale Pose, fra Generation X til Den Blanke Generation, fra drum'n'bass til Dogme-film, fra dirty realism til "New York Blues", fra blaxploitation-kultfilm til Kraftwerk, fra "Stripperkongens piger" til slam poetry, fra acid jazz til beat-litteraturens comeback.
Bogen indeholder en række store essays om væsentlige tidsfænomener som generation X, elektronisk musik, asiatiske film, kriminallitteratur, hardcore-porno, og Den Blanke Generation, samt interviews med tidens mest spændende undergrundsnavne og største stjerner: Fra LL Cool J til Bret Easton Ellis, fra Nicolas Cage til Nicolas Winding Refn, fra Paul Auster til Snoop Doggy Dogg, fra Jay Mclnerney til Lauryn Hill, fra Thomas Vinterberg til William Gibson, fra Quentin Tarantino til Underworld
Henrik List (f.1965) er en dansk forfatter og journalist. Henrik List er født og opvokset i Esbjerg, hvor han blev kendt som byens anden punker. Henrik List flyttede til København, hvor han blandt andet studerede litteraturhistorie ved Københavns Universitet. Henrik List debuterede i 1984 med digtsamlingen "Udbrud" og har efterfølgende udgivet mere end 17 skøn- og faglitterære bøger foruden et stort antal artikler, anmeldelser, debatindlæg og lignende. Igennem 13 år var Henrik List en markant, fastansat kultur- og klummeskribent på Berlingske Tidende, hvorfra mange husker hans berømte/berygtede klumme "Henne om hjørnet". Ikke mindst Katja Kean-biografien "Katja Kxxx – Stjerne i Syndens By" (2002), rejsebogen "Bangkok Ladyboys" (2006) samt porno- og prostitutionsdebatbogen "Sidste nat i Kødbyen" (2007) har vakt forargelse med deres politiske ukorrekthed, nådesløse selvironi og ærlige skildringer af tidens underliv.
Show more