Den skandinaviske drøm
En rejse uden mål
Description of book
Fortællingen om SAS' vej fra verdensberømmelse til overlevelseskamp.
Der var ingen grænser for, hvad der kunne lade sig gøre for SAS i de første årtier. SAS fløj som de første i faste ruter over Nordpolen til byer som Los Angeles og Tokyo og blev kåret som verdens bedste. Så længe selskabet havde monopol på de lukrative flyvninger, var alt fryd og gammen. De ansatte havde forrygende vilkår og leverede til gengæld en service i særklasse. Alle var glade, ikke mindst hovedaktionærerne - de tre skandinaviske landes regeringer.
Men med tiden udviklede statsejerskabet af SAS sig til en hæmsko for selskabet, og da først monopolet på luftfarten blev brudt, var selskabet ude af stand til at få gjort op med alt for voldsomme omkostninger.
I efteråret 2012 - næsten 20 år efter monopolbruddet - stod SAS på konkursens rand, og først da lykkedes det at få gjort op med historisk belastende overenskomster. Men spørgsmålet er, om det brutale opgør med fagforeningerne har skadet forholdet mellem ledelsen og de ansatte så meget, at tilliden ikke kan genoprettes, og den særlige SAS-ånd dermed er død?
Bogsinglen her bygger på interviews med en lang række centrale personer i og omkring SAS. For at komme så tæt som muligt på sandheden har alle haft mulighed for at medvirke anonymt. Bogens forfattere, Søren Springborg og Jakob Ussing, har gennem flere år fulgt SAS tæt som erhvervsjournalister på Berlingske Business, og de var med til at løfte sløret for SAS' redningsplan i løbet af efteråret 2012.